Jacob Anderskov x Århus Sinfonietta: I sang
5. juni kl. 19-20.15

Kom og oplev en unik sammensmeltning af improvisation, komposition, kulturarv og fællessang, når den prisbelønnede pianist og komponist Jacob Anderskov sammen med Århus Sinfonietta indtager Glyptotekets storslåede Festsal.
“Sangenes velkendte sandkorn kan udgøre nye universer”.
Ordene faldt sammen med fem hjerter i Politiken, da Jacob Anderskov i 2024 udgav en række udvalgte højskolesange med nye jazzavantgardistiske farver. Sangene har nu fået yderligere farvespil med nye arrangementer for Århus Sinfonietta, til lejligheden udvidet med improviserende musikere under titlen ’I sang’.
‘I sang’ forvandler højskolesangbogens kendte sangunivers til et musikalsk oplevelsesrum, der på én gang overrasker og vækker genklang. Ud over at lytte og mærke, inviteres publikum til at synge med på sange som ’Du danske sommer’, ’Se det summer af sol’ og ’Danmark nu blunder den lyse nat’. Fællessangen opstår adskillige gange i løbet af et helstøbt koncertforløb, som vedbliver at være en koncert. Det der sker, sker, i det improvisatoriske fællesskab og under kyndig ledelse af koncertens garvede musikere.
‘I sang’ fremføres af Jacob Anderskov ved klaveret og hans eget ensemble samt musikere fra Århus Sinfonietta. Projektet havde premiere under Aarhus Jazz Festival 2024 i en version med ni performere på scenen. I 2025 opføres det igen på flere danske venues, og denne gang med endnu flere musikere.
Medvirkende Jacob Anderskov, piano Kasper Tranbjerg, trompet Soffie Viemose, vokal Jakob Høyer, trommer Jakob Munck, tuba, trombone, vokal
Musikere fra Århus Sinfonietta
Om Jacob Anderskov Jacob Anderskov er vokset op i Nørre Nissum og musikalsk opflasket på en blanding af højskolesangbogen, jazz, klassisk og folkemusik fra mange lande. Siden er det blevet til en konservatorieuddannelse, et musikprofessorat og en international karriere med en regn af priser for hans mange nyskabende jazzudgivelser. Højskolesangbogstraditionen har dog altid været med ham og kun få kilometer fra barndomshjemmet havde Thøger Larsen levet – digteren bag nogle af vores største nationale klassikere. Barndommens landskaber af tradition, vejr og sommernætter er blandt udgangspunkterne for den idé, Jacob Anderskov her fører ud i livet med ‘I sang’.
Om Århus Sinfonietta Århus Sinfonietta er et moderne, klassisk ensemble, bestående af 19 musikere. Med en mission om at formidle den eksperimenterende danske og internationale musik, bestiller og fremfører sinfoniettaen hvert år nye værker indenfor det samtidsmusikalske med stort fokus på samskabelse og samarbejder med andre aktører.
Devisen er, at samtidsmusikken skal skabes i fællesskab og med et bredt samarbejdsperspektiv for øje, så vi ikke lukker os om os selv og det velkendte.
Århus Sinfonietta blev grundlagt i 1990 af en gruppe musikere fra Aarhus Symfoniorkester og Det Jyske Ensemble i samarbejde med komponisten Hans Abrahamsen, og har siden da haft en række prominente kunstneriske ledere, blandt andet Allan Gravgaard Madsen og Jakob Kullberg.
Billetter
Billet giver adgang til hele Glyptoteket på dagen. Billetter refunderes ikke, men må gerne gives videre.
Køb årskort og opnå rabat på mange andre arrangementer samt i Glyptotekets butik og café. Læs mere og køb årskort.
Spar penge ved at købe et årskort på samme dag, som arrangementet finder sted. Så får du en klækkelig rabat (tilsvarende museumsentréen). Henvend dig i museets billetsalg for at høre mere.
Find info om tilgængelighed med kørestol, ledsagerordning osv.
Tilmeld dig Glyptotekets nyhedsbrev.
I museets café Picnic kan du spise dejlig aftensmad eller nyde et glas. Info om menu og bordreservation.
Dato | |
---|---|
05. jun. 2025 kl. 19.00-20.15 |

Foto af Mike Højgaard og Agnete Schlichtkrull.
Planlæg dit besøg

Årskort til Glyptoteket
Køb et årskort og få fri entré til udstillinger og rabat på arrangementer, i museumsbutik og -café.

Picnic - museets café
Picnic har åbent i løbet af alle museets åbningsdage fra tirsdag til søndag og er placeret lige ved den smukke Vinterhave. Her serveres velsmagende frokostanretninger, desserter, kaffe og lækre drikkevarer.